En ikke uvæsentlig medsurfer på FOAMed-bølgen er deling af viden ved hjælp af podcasts.
For den uindviede er en podcast et radioprogram der kan streames over internet eller downloades for at høres der hvor det passer og når det passer. Dette kan gøres direkte over en hjemmeside eller ved hjælp af en app i din mobiltelefon f eks Apples podcast app.
Til tider kan det være udtrættende at fylde hjernen med reklamer, nyheder og masseproduceret musik der gerne følger med den TV og radio der udsendes i dag, og der kan podcasts virkelig være befriende idet man selv kan vælge indhold og tidspunkt for indtagelsen.
Personlig indtager jeg podcasts når jeg kører bil, gør rent, laver mad eller træner. Her er det kun individets rutiner og fantasi der sætter grænser.
Hvad angår produktion og spredning af FOAMed podcasts, er majoriteten af materialet på engelsk hvilket naturligvis stiller krav til engelskforståelsen. Min erfaring er dog at sproget ikke er sværere end at flertallet kan følge med – så lad dig endelig ikke afskrækkes.
Som ved al informationssøgning gælder det at være en smule kildekritisk når man lytter – idet ikke alle podcasters er lige minutiøse, seriøse og velfunderede. Derfor følger her en anbefaling af enkelte episoder fra nogle af mine personlige favoritcasters:
Emergency Medical Minute
Meget korte, koncise episoder med forskellige emner og temaer hver gang. Alt fra små fif til in-hospitale behandlingsalgoritmer. Niveauet varierer fra ambulancepersonale til lægeligt personale.
I den her episode præsenteres et alternativ til brugen af spritswabs. Vær opmærksom på at dette tilsyneladende kun virker med isopropylswabs og ikke med ethanolswabs der også forekommer. Hør afsnittet her eller abonner i iTunes.
Emergency Medicine Cases
Denne podcast bliver leveret af nogle af Canada’s skarpaste hjerner indenfor akutmedicin og produceres af Anton Helman. Det indebærer lange, velformulerede dialoger omkring/med cutting-edge indhold. Der tales om procedurer og komplette behandlingsforløb der tager afsæt i cases. En podcast af læger og for læger, men der er mange elementer ambulancefolk også kan lytte med til og lære af.
I den her episode, der handler om udbrændthed, psykisk pres og om at tage ansvar for eget velvære, er der i den grad mange guldkorn enhver ambulanceredder kan tage med sig uanset alder, erfaring og kompetence. Her afsnittet her, eller abonner i iTunes.
EM Clerkship
Laves af akutmedicinsk læge Zack Olsen og er målrettet unge læger der i USA er under hvad der tilsvarer den danske Klinisk Basis Uddannelse (KBU tidl. Turnus). Der er korte podcasts på ca 10 min der omhandler forskellige diagnoser med varierende relevans for ambulancetjenesten. Der findes stor læring at hente omkring akut behandling af mange af de aktionsdiagnoser vi også ser i ambulancetjenesten og giver et større indblik i håndtering af disse efter vores aflevering til modtagende enhed.
I den her episode er temaet kramper. Et ikke helt ubekendt symptom for ambulancefolk, men med nogle gode pointer at tage med i forhold til graden af intervention samt opsamling af anamnese for at hjælpe videre behandling af patienten. Hør afsnittet her eller abonner i iTunes.
EM Basic
Steve Carroll er akutmedicinsk læge og står bag EM basic der lige som EM Clerkship bygger på forskellige diagnoser, hvad der udmærker dem og hvordan de bør håndteres. Her er der mere kød på og mere nørderi for dem der ønsker det.
I den her episode taler Steve om synkope. Hvad kan årsagerne være, hvordan bør de følges op, og hvilke faresignaler indikerer malign årsag til synkopen? Meget relevant idet besvimelser er noget vi ofte ser, men ikke helt er skolede til at genkende faresignalerne. Hør afsnittet her, eller abonner i iTunes.
EMCrit
Det her er nørderi på højt niveau, men lad dig ikke afskrækkes. Bagmanden Scott Weingart er akutmedicinsk intensivist og er en af de skarpeste og mest engagerede på området. Han er en fremragende forelæser og underviser hvilket virkelig kan høres i hans podcasts.
I den her episode taler Scott om idéer til nye procedurer ved genoplivning og diskuterer lidt om refraktær ventrikelflimmer, udvidelse af begrebet PEA og debrillering under pågående kompressioner. Hør afsnittet her eller abonner i iTunes.
Stor tak til Jerker. Podcast læring benyttes og ændre praksis.
I FOAMmedic er vi rigtig glade for at Jerker ville dele ud af sin viden og erfaring med at lytte og lære af Podcast. Gennem de seneste år er det blevet mere og mere anerkendt at tilegne sig viden via netop podcast. I en artikel fra 2016, A Survey of Emergency Medicine Residents’ Use of Educational Podcasts”, skrevet af bla. Jeff Riddell og Salem Rezaie, ses det, at en stor del af deltagerne lytter til podcast mindst en gang om måneden samt at det ændrer deres kliniske praksis. Begge de nævnte forfattere kan virkelig anbefales at følge på twitter.
Podcastliste
VI har udviklet en liste over anbefalelsesværdige podcast. De er inddelt efter emne og eller med de nyeste tilføjelser øverst. Kom gerne med indspark til listen. Vi er altid interesseret i at finde nye og spændende podcast, så send os en mail eller skriv en kommentar her under. Klik her.
Fedt Jerker. God inspiration. Må jeg i samme omgang anbefale Dr. Jeff Guy’s PHTLS podcasts. De er at finde flere steder på nettet. Han er medical director på PHTLS og kirurg på Vanderbild Trauma and burn center i Nashville.
Synes de forsvandt for en del år siden? Ihvertfald kunne de pludselig ikke findes på iTunes længere.