”Vi har været i gang med hjertestoppet i 20 min, vi lagde ud med 2 stød på ventrikkelflimmer, derefter PEA og nu aystoli. Der er givet adrenalin efter guidelines og luftvejen er sikret med en tube. Patienten responderer ikke på behandlingen og vi har gjort hvad der er muligt for de mest oplagte reversible årsager.” Teamlederen kigger rundt og opsummerer forløbet. Teamet lytter og dem som kan, kigger mod teamlederen mens de alle leverer den bedst mulige indsats. Patienten havde været uden respiration i minimum 15 min. før nogen opdagede det. På trods af at patienten ikke var mere end 45 år så det ikke ud til at der var mere at gøre. Teamlederen trækker vejret dybt og siger ”Nogen som har forslag eller ideer? hvis ikke tror jeg det er udsigtsløst at forsætte. Jeg forslår at vi stopper hvis der stadig er asystoli ved næste analyse om 30 sekunder.” De fleste fra teamet kigger på Teamlederen og siger de er enige, resten giver et form for stiltiende samtykke ved ikke rigtigt at gøre noget. Næste analyse viser forsat asystoli og Teamlederen melder at behandlingen stoppes og erklærer patienten for død. Kort tid efter opløses teamet og de fleste siver hurtigt videre til andre opgaver andre står lidt forvirrede. Teamlederen siger til sygeplejerskerne på afdelingen at han informerer de pårørende og forlader så stuen.
I dette afsnit af FOAMmedicPodcast taler Karl, Morten og Sandra om The Pause, om deres første erfaringer med det og ikke mindst hvorfor de tror det er rigtig godt tiltag.
Af Morten Lindkvist fra @FOAMmedic og Sandra Viggers fra @scanFOAM
The Pause
I februar i år udgav EM:RAP en podcast med titlen ”Ready, Set, Pause”. Den er som EM:RAPs materiale altid er, super lærerigt, og indholdet hos dem er altid varieret med alt fra specifikke kliniske procedure til ikke tekniske færdigheder eller bare en sjov historie. Indholdet i denne episode var blandt andet Quiet chest trauma, Chlorine gas inhalation og så ”Strayerism – The Pause”. Det var den sidste del som fangede min opmærksomhed. Reuben Strayer var inviteret til at fortælle om et tiltag han havde taget til sig i sin praksis.
The Pause er en pause som afholdelses umiddelbart efter at behandlingen til et hjertestop er indstillet og patienten erklæres død. Det er en pause hvor man sammen i stilhed mindes det menneske som nu ikke er her mere, og man anerkender og værdsætter det arbejde vi sammen har udført. Det er ikke en religiøs ting, det er ikke en procedure ting. Det handler om at huske mennesket i os selv, passe på det og samtidig vise os selv og omverdenen en respekt når en patient dør.
Reuben fortalte i podcasten, om en oplevelse hvor han på en travl vagt var med til flere hjertestop og desværre var der den dag ikke meget der kunne gøres for de patienter, som alle af den ene eller anden grund døde. Det var ikke det at en patient døde, det har de fleste sundshedsprofessionelle oplevet både ventet og uventet. Vi har alle sikkert haft flotte og smukke oplevelser. Vi har sikkert også haft oplevelser med hjertestop som var anderledes end normalt, hvor patienten gjorde indtryk eller måske lykkedes teamsamarbejdet ikke som ventet. Det som var Reubens pointer var at på denne dag registrerede en følelse af at han ikke kunne huske sine patienter, deres ansigt eller hvordan det var gået med behandlingen. Han følte det hele smeltede sammen. Efter det forsøgte han sig med noget han selv havde læst om på en blog, et tiltag der hed ”The Pause”. Han samlede sit team efter det næste hjertestop, spurgte om de ville være med til at ære det liv der nu var gået bort og anerkende det arbejde de alle havde udført sammen. Alle var med og flere var efterfølgende henne og takke ham fordi han havde gjort det. I podcasten fortæller Reuben at pausen ikke sigter mod noget bestemt. Det er ikke en religiøs pause og heller ikke en bestemt form for reflektion. Der er ingen krav, ingen forventning, man skal bare stå sammen, i stilhed. Første gang oplevede han at nogen lukkede øjnene, nogen bad en lille bøn mens andre virkede til at bruge tiden til at falde til ro hvilket normalt ikke ville ske før de forlod stuen. Efter 30-60 sekunder takkede han, herefter gik hver især i gang med deres øvrige opgaver hvad end det var på stuen eller et andet sted med en ny patient.
How I do the pause. Almost every time, someone later approaches me and says, thank you for doing that. https://t.co/viyCUq4xIc pic.twitter.com/bd9LXEyFgN
— reuben strayer (@emupdates) August 8, 2017
Efter vi havde hørt Reubens historie talte vi i FOAMmedic og scanFOAM om at det ville være en spændende ide. Vi havde hver især mange tanker om hvordan det kunne gøres i Danmark og episoder hvor vi sagtens kunne forestille os det ville passe godt ind. Vi søgte på nettet og fandt på twitter en samtale under #thepause. Blandt historierne var der også et link til en blog der hedder thepause.me af Jonathan Bartels. Tilbage i 2015 startede Jonathan denne blog med præcis det initiativ at sprede budskabet om at vi skal huske at tage en pause efter de oplevelser, som bevidst og ubevidst kan sætte sig fast i os. Hans blog beskriver rigtig flot hans tanker bag ved det som han kalder den medicinske pause og den giver et forslag til en engelsk model for hvad man kan sige. Han har også produceret en flot video hvor han fortæller om hele initiativet. Efter vi havde læst på Jonathans blog var vi overbeviste om at det var noget vi skulle forsøge at sprede i Danmark. Vi er overbeviste om at mange vil få stor glæde af at holde en pause og mentalt lige tømme hovedet eller i stilhed gennemtænke det der netop er sket. Samtidig tror vi at alle vil få meget godt ud af, at stå sammen med kollegaer i stilhed og anerkende det liv som ikke er her mere. Vi har efterfølgende talt med kollegaer om det og flere synes rigtig godt om ideen. En af de første gange en af os benyttede det var på et bevidnet hjertestop præhospitalt. Det var et helt almindeligt hjertestop en solrig dag, og helt efter bogen var der en bystander som var der først og havde opstartet HLR. Kort efter ankom ambulancen og gav hurtigt et stød. En akutbil ankom og der blev opstartet ALS. Da der fra stedet var langt til PCI center og historien omkring kollapset blev HEMS afsendt på turen. De ankom efter ca 25 min og der var nu et reelt hjertestopshold i gang med at behandle patienten. Alt går rigtig godt, rollerne er helt skarpe og ressourcerne bliver brugt bedst muligt. Det går desværre samme vej som Reubens historie. Vi indstiller behandlingen efter ca. 45 min. Kort tid før vi indstiller behandlingen forslår et teammedlem teamlederen om vi ikke skal holde en The Pause. Da en af os var teamleder og kendte konceptet tog det ikke mange splitsekunder før ideen var planlagt og resten af teamet blev spurgt om de ville deltage. Det var en passende setting, alle syntes ideen var god. Da dette var præhospitalt var der flere tilstede som havde overværet episoden, der var familie og de frivillige som havde ydet en flot indsats. Alle stod vi stille, der var en rolig og fredelig stemning hvor vi mindes den patient som nu ikke var her mere, men også det arbejde vi havde udført.
Det var en stærk oplevelse, alle var på en eller anden måde i en anderledes stemning mens vi rengjorde og klargjorde vores udstyr og forflyttede patienten. Der var en fred over teamet og en utrolig god dialog både om episoden, men også om den faglige indsats som var vigtigt at vende med det samme da vi efter kort tid kørte og fløj hver vores vej.
Vi har også brug for en pause i danmark.
Vi tror det her kan være med til at bidrage til og forbygge mange forskellige ting. Det kan være med til at skabe et rum hvor vi husker at det er mennesker som dør og ikke kun arbejde og færdigheder som udføres, og det mener vi er vigtigt. Muligvis kan det at vi står sammen, i stilhed, skabe rum for kollegaer som af forskellige årsager rammes af netop denne patient eller episode. Når man arbejder med akutte situationer hvor vi ofte står i situationer som kan have alvorlig konsekvens for patienter og deres familie løber vi en risiko for burnout. Måske vil dette tiltag kunne forebygge at vores mentale rygsæk ikke fyldes så hurtigt, eller måske kan man ”tømme” den ved brug af The Pause. Vi ved ikke præcis hvad det vil bidrage med, men vi er ret sikre på at det ikke vil skade noget. Vi håber at mange vil forsøge sig med dette, tale med kollegaer om det og måske dele jeres ”Thepause” historie med os på twitter under hashtagget #thepauseDK. Husk kun at dele oplevelsen omkring at holde The Pause og udeluk derfor evt. oplysninger som er patientfølsomme.
Gode råd.
- Snak med dine kollegaer om det inden. Det vil hjælpe den første gang du forslår det og afhjælpe at alle bliver overrumplet.
- Det kan komme fra medarbejderne og behøver ikke være et organisatorisk tiltag.
- Inkluder alle der har været med, uanset om de er sundhedsprofessionelle, pårørende eller af anden grund har været tilstede.
- Hvis noget ikke ønsker at deltage er det helt okay. Omfavn også det da det for nogen kan være overrumplende.
Links og henvisninger
Læs artiklen om emnet med ikke at kunne huske sin vagt. I told my emergency medicine team to ‘move on’ after a horrific patient death. That was a mistake EM:rap – Ready set pause. Dette er det afsnit hvor vi første gang hørte Reuben taler om The Pause og hans erfaringerne med det. Se #ThePause på Twitter eller følg med og del til den danske debat på Twitter med #thepauseDK Besøg Jonathan Bartels hjemme side thepause.me og se hans flotte introduktions video om The Pause.
Støt FOAMmedics arbejde med 5 eller 10 kr pr. podcast.
Hvis du har lyst til at støtte vores arbejde med at lave lækker lyd og skrift så klik ind på 10er.dk og støt os med 5,10 eller 15 pr. podcast episode, så bliver vi så sindsygt stolte og glade. Eller klik på 10’er logo her under og en pop-up løsning kommer frem.
Super spændende koncept. Tak for at I tager det op i FOAMMedic.
Jeg har nu aldrig afprøvet konceptet i praksis – endnu. Men jeg kan sagtens tænke tilbage på flertallet situationer hvor det havde været passende.
Tak for din kommentar Jerker, altid dejligt med kommentarer og tanker. Jeg kan kun fortælle de historier fra blog og podcast, så mit erfaringsgrundlag er ikke stort endnu. Men, jeg kan mærke det taler til mig som sundhedsfaglig og det taler til mig som menneske. Jeg har talt med en del om det gennem optage og skrive processen, og jeg har kun modtaget positive tilbagemeldinger og begejstrede kollegaer som er helt med på ideen.
Det er klart der vil være dage og situationer hvor det ikke falder naturligt og der skal man absolut ikke stræbe efter det. Det er en af grundende til at Jonathan ikke og vi heller ikke mener det skal sættes i system og organiseres. Det her handler om følelser og værdier. Dem kan man ikke laver protokoller på.
Altid dejligt med dine tanker, blev endelig ved med det. Og så glæder vi os til dit næste Gæsteblogpost 🙂
Omend nedestående bliver en lille gentagelse af denne blog, så vil jeg anerkende vigtigheden – for mig – i at bruge #ThePause.
Sammen med fire kolleger og en pårørende indstillede vi genoplivningsforsøget hos en patient. Et forsøg der strakte sig over ca. 40 min. Der kom undervejs et lille håb, men dette svandt desværre hurtigt. Alle havde ydet et fantastisk stykke arbejde, men desværre uden positivt outcome for patienten.
Da genoplivningsforsøget blev endeligt indstillet, blev 1 minuts stilhed foreslået og alle var indforstået med dette.
Det var en fantastik værdig afslutning på livet hos patienten, og samtidig en god oplevelse for pårørende. Ydermere gav det anledning til en hel anden snak os kolleger imellem. En snak om respekt, værdighed og livets gang.
Tak fordi I spreder budskabet her hos FOAMmedic
Hvor fantastisk at i har haft en god oplevelse. Jeg har også selv haft flere gode siden sidst specielt med hjemmeplejen som var på adressen. Spred budskabet til alle og fortæl din historie via FB med et link til blogpostet, så kan det være endnu flere får gode oplevelser.
Tak fordi du deler.
Nu for anden gang har jeg gennemført en pause efter indstillet genoplivning. Der skal, som meget andet, træning til. Den første gang jeg foreslog det ventede jeg lidt for længe og da var oprydningen gået i gang og det kom til at virke lidt klodset. Men folk syntes det havde været en fin oplevelse.
Anden gang greb jeg med det sammen bolden og spurgte om kollegaer og pårørende ville deltage i pausen. Denne gang var vi ikke nået at begynde med oprydningen, menneskerne omkring afdøde havde ikke skiftet fokus endnu. Dette betød en helt anden naturlighed over det og at det blev en rigtig fin oplevelse, som jeg tror alle var glade for.
Mit budskab er at det ikke er altid at det virker første gang, så prøv igen og acceptér at effekten kan varierer. Men når det gør er det en virkelig fin oplevelse og som Rasmus skriver giver det efterfølgende samtaler om respekt og denne respekt tror jeg vi har godt af, så vi kan blive mindet om at det er mennesker vi arbejder med og ikke bare opgaver.
Hej Thomas. Tak fordi du byder ind og skriver med her i kommentar sporet. Det er fedt når vi flytter det tilbage her til hvor vi kan dele vores erfaringer.
Jeg er helt enig i dine betrækninger. Det er absolut ikke sikkert det virker første gang, og måske er det heller ikke sikkert at det skal være med hver gang. Men godt gået, det er sejt du forsøger igen og nu kan sidde med to opøvelser med forskelligt respons og så udvikle det som din praksis her fra.
Glæder mig at du har adopteret det og nu finder en vej der virker for dig.
M