Nasopharyngeal Airway eller Nasal Airway, også kaldet NPA, har de sidste år været en fast bestanddel af udstyrspakken i de danske præhospitale enheder.
NPA er et simpelt device, som potentielt kan have en livreddende effekt hos den bevidsthedspåvirkede patient, der præsenterer sig med en truet luftvej.
En af de store fordele ved en NPA er, at den til forskel for en (Oropharyngeal airway, tungeholder) OPA, ikke påvirker brækrefleksen med risiko for, at patienten kaster op, aspirerer eller får øget intrakraniel tryk. Derfor er en NPA en god metode til at håndtere luftvejen hos bl.a. den bevidsthedspåvirkede patient med hovedtraume – eller er det?
NPA er nemlig flere steder i litteraturen og i diverse entreprenørinstrukser beskrevet som værende direkte kontraindiceret hos traumepatienten med mistanke om hovedtraume – specifikt anterior basisfraktur – grundet frygt for intrakraniel placering af NPA´en.
PHTLS version 8 beskriver dog i deres afsnit om NPA, at den tilgængelige evidens ikke understøtter denne kontraindikation, og derfor er der i PHTLS´s litteratur ingen kontraindikation i forhold til anlæggelse af NPA hos en patient med mistanke om basisfraktur.
Den litteratur som PHTLS refererer til, er et review fra 2005[1], der meget karakteristisk har overskriften ”The nasopharyngeal airway: dispelling myths and establishing facts[2]”. Review´et er skrevet af tre læger fra England, hvoraf to af disse praktiserer præhospital akutmedicin på HEMS enheder ved Warwickshire and Northamptonshire Air Ambulance.
I review´et blev 494 abstracts identificeret. Heraf blev de studier, som var skrevet på engelsk, og som bl.a. undersøgte indikation/kontraindikation, udtaget til nærmere gennemlæsning.
Gennemlæsningen viste, at NPA har været langt sværere at indføre præhospitalt end OPA. I 2002 var det således kun 55% af de præhospitale enheder i England, som havde NPA til rådighed. Og det samme billede gjorde sig gældende i Danmark, dog med yderligere års forsinkelse, hvor NPA først løbende er blevet indført præhospitalt på landsplan igennem det sidste årti.
Forfatterne bag review´et var af den opfattelse, at der langt oftere blev anvendt OPA i stedet for NPA til sikring af den bevidsthedspåvirkede/bevidstløse patients luftvej præhospitalt. Forfatterne havde dog ikke noget data, som underbyggede denne påstand – men deres hypotese var, at både den lange indførelsesperiode og den begrænsede anvendelses af NPA muligvis skyldes frygten for evt. komplikationer i forbindelse med anlæggelse af en NPA, såsom nasal blødning eller intrakraniel placering af NPA´en hos patienten med basisfraktur.
Nasal blødning er en kendt komplikation til anlæggelse af NPA. Dette skyldes i de fleste tilfælde, at der anvendes en utilstrækkelig mængde smøremiddel samt forkert anlæggelsesteknik af provideren. Til gengæld viste gennemlæsningen, at intrakraniel anlæggelse af NPA er en yderst sjælden komplikation. Faktisk er denne komplikation så sjælden, at selve kontraindikationen for anlæggelse af en NPA på patienter med mistanke om basisfraktur, kun beror sig på to case reports[3]fra hhv. 1991[4]og 1999[5].
Begge case reports beskriver episoder, hvor svært tilskadekomne patienter med hovedskader har fået anlagt en NPA grundet deres respiratoriske og neurologiske tilstand. I case-rapporten fra 1991 blev NPA´en anlagt af sygehuspersonale efter at patienten var ankommet til traumemodtagelse, hvorimod den NPA fra case-rapporten i 1999 blev anlagt af præhospitalt personale.
Det beskrives ikke i de to case rapporter, hvorvidt anlæggelsen af de to NPA´er forløb uproblematisk, eller om der var nogen form for øget modstand i forbindelse med selve anlæggelsen.
Det beskrives heller ikke hvilken type NPA som er anvendt, eller om provideren har valgt den korrekte størrelse.
Ligeledes blev begge intrakranielle komplikationer, som følge af NPA-anlæggelsen, først opdaget på de efterfølgende CT-scanninger.
I review´et fra 2005, konkluderer man derfor, at komplikationen med intrakraniel placering af en NPA hos patienter med basisfraktur er meget lille. Og at den potentielle komplikation skal opvejes mod fordelene ved at anvende en NPA i den akutte situation – specielt til den bevidsthedspåvirkede patient med hovedtraume[6]. I og med at evidensen bag kontraindikationen for anlæggelse af en NPA hos patienten med mistanke om basisfraktur er meget sparsom, anbefaler forfatterne til review´et fra 2005, at der bør fokuseres mere på uddannelse og kontinuerlig træning i korrekt anlæggelse af NPA, med særligt fokus på anlæggelse hos patienter hvor der mistænkes basisfraktur. Frem for at en del af uddannelsesfokusset omhandler frygten for en yderst sjælden komplikation.
[1]PHTLS version 8, side 177
[2]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/15911941
[3]The nasopharyngeal airway: dispelling myths and establishing the facts, Emerg Med J. 2005; 395
[4]https://anesthesiology.pubs.asahq.org/article.aspx?articleid=1952112
[5]https://journals.lww.com/jtrauma/Citation/2000/11000/Intracranial_Malposition_of_Nasopharyngeal_Airway.32.aspx
[6]The nasopharyngeal airway: dispelling myths and establishing the facts, Emerg Med J. 2005; 396
