Det medicinske fagsprog – Første del

En introduktion til fagsproget – Første del

I dette blogpost af FOAMmedic Teach forsøger vi, at afdække et grundlæggende tema, nemlig fagsproget. Vi møder allerede fagsproget gennem de talrige tekster og koncepter, vi møder(dobbelt)* på ambulancebehandleruddannelsen og efterfølgende gennem arbejdet i det præhospitale miljø*nyt ord. I den forbindelse mener vi, at et åbenlyst tema må være det medicinske fagsprog, der må betragtes som et bærende værktøj*synonym for forståelsen af fx anatomi og sygdomslære. Forståelsen heraf kan sammenlignes med, at de fleste af os, i klassisk forstand, forbinder en hammer som et bærende og centralt værktøj for en tømrer. Men hvorfor ikke, og i stedet for, henvise til en ordbog? Vi kan alle slå op i en ordbog og læse hvad fx trombe betyder. Men ordbogen fortæller ikke hvad ord som hjertesygdom betyder. Det kræver viden om en verden af begreber som fx ST-Elevation Myokardieinfarkt, hjerteinsufficiens og mange flere.

Dette blogpost er første ud af en serie på flere, der omhandler det medicinske fagsprog. I dette post forsøger vi at afdække baggrunden for fagsprogets oprindelse og argumentere for, hvorfor vi mener det er en vigtig del af den præhospitale værktøjskasse, at mestre disse sproglige kompetencer. I de kommende blogposts i serien går vi mere i dybden med de emner, du bør kende til for at kunne beskrive patientens symptomer, herunder anatomiske retninger, hvordan ord kan brydes op og derved forstås, og meget mere*skarpsindiggør.

Serien bliver langt fra en udtømmende afdækning af emnet. Målet er at nå omkring nogle grundlæggende koncepter, som om ikke andet giver en opfriskning eller nye værktøjer til, at mestre fagsproget. Men lad os begynde fra starten, nemlig ved historien bag brugen af fagsproget.

Historien, kort fortalt

Vi kan nok alle acceptere præmissen om, at sproget udgør en central del af vores kommunikation i dag. Kigger vi tilbage i tiden, findes der beviser for brug af sprog for godt 5.000 år siden. Udviklingen af det medicinske sprog har eksisteret i århundreder, og har utvivlsomt også været centralt, for at kunne beskrive- og forstå menneskekroppen. Kroppens anatomi blev oprindeligt beskrevet i oldtiden med græske ord. Den græske lægekunst blev senere overført til romerne, hvor lægevidenskabelige ord blev skrevet om til latin, og derfor er fagsproget i dag en blanding af græsk og latin (1). En standardisering af fagsproget begyndte i 1895 i Basel og er sidste gang vedtaget i 1998 i Stuttgart af en international komité kaldet FCAT (Federative Committee on Anatomical Terminology), på tværs af 16 lande. FCAT publicerede Terminologia Anatomica (2), en komplet liste af medicinske fagtermer, som fortsat bliver opdateret og fagspecialiseret. Terminologia kommer af latin terminus som på dansk kan oversættes til ‘terminologi’, som er en systematisk anvendelse af begreber indenfor fagområdet. Begrebet ‘termer’ anvendes om enkelte fagudtryk.

Men eksisterer der fortsat et hvorfor hos dig? Hvorfor overhovedet tillære sig og tale et sprog, som har rødder tilbage til før vor tidsregning, og som ofte er at finde indkapslet i stenmure rundt omkring i verden? Jo, fagsproget, eller terminologien, bidrager til at kunne beskrive kroppen, og dennes symptomer, meget entydigt* og* nøjagtigt. Fx når vi overleverer *patient, eller dokumenterer observationer i den præhospitale patientjournal. Et andet argument er, at både forskning og kliniske erfaringer kan deles internationalt med ét fælles sprog, hvorved alle kan drage nytte af denne viden. Desuden bidrager fagsproget til at skabe en præcis, sikker, og entydig*dobbel kommunikation imellem ambulancereddere (kaldet monofagligt *konference), og imellem ambulancereddere og andre faggrupper (kaldet tværfagligt). Fx når en patient overleveres fra det præhospitale til akutmodtagelsen. Generelt set, er vi måske den faggruppe der bruger mest direkte tid sammen med patienten, fra vi ankommer til en optageadresse, og til vi har afleveret patienten til modtagende enhed. Det giver en helt unik mulighed for at observere patientens kliniske tilstand¹ over længere tid. Det er derfor væsentligt for os at kunne viderebringe disse observationer med entydige ord, eller termer, som også er tværfagligt anvendt og anerkendt. Lad os prøve at relatere mere til hverdagen.

Hverdagen

Når vi mistænker, at patienten har et ”akut myokardieinfarkt (forkortet AMI) med angina pectoris lokaliseret retrosternalt”, benytter vi ord af både græsk og latin oprindelse. Oftest beskrives sygdomme med græske ord, hvor anatomi og retninger beskrives med latinske ord. Fx beskriver myokardieinfarkt en sygelig tilstand, som på græsk oversættes: myo = ‘muskel’, kardie = ‘hjerte’ og infarkt = ‘pludseligt ophør af blodgennemstrømning’. Retrosternalt beskriver anatomi og* nemlig* retning*/lokalisation, som på latin oversættes; retro = ‘bagvedliggende’ og sternalt, afledt af sternum = ‘brystbenet’. Skulle vi beskrive samme tilstand på dansk med samme sproglige nøjagtighed ville den direkte oversættelse lyde, at patienten mistænkes at have pludseligt ophør af blodgennemstrømning med vævsdød til følge i hjertemusklen med smertegivende hjertemuskelkramper lokaliseret lige bag brystbenet. Det ville formentlig blive en uhørlig lang overlevering på sygehuset. *ny linje Til hverdag kan vi*/findes der genkende en indforstået konsensus, omkring at blande dansk med græsk og latin* for at lette tyngden?. Fx kunne vi sige ”AMI med retrosternale brystsmerter”, hvilket bibeholder anatomisk præcision og entydighed, samt anvendelse af en godkendt medicinsk forkortelse. Et andet eksempel kunne være vi mistænker, at patienten har (diagnoseterm i stedet?) cerebral apopleksi grundet akut indsættende facialisparese. Den direkte oversættelse her ville lyde, at patienten mistænkes at have ”pludseligt indsættende fokal-neurologiske udfald over 24 timers varighed forårsaget af forstyrrelser i hjernens blodcirkulation med lammelse af ansigt”.

Også her vil overlevering blive lang, hvis vi skal beskrive patientens symptomer med samme sproglige præcision*spl opmærksom ophøre/tænke på frokost. Igen kan vi genkende en indforstået konsensus, om at blande latin og græsk med dansk og blot sige ”apopleksi på baggrund af akut indsættende facialisparese”. *hvem bestemmer konsensus? *hørt = accepteret? En anden væsentlig pointe er, at brugen af fx apopleksi også indeholder en klar definition af nogle specifikke kriterier, som gør, at vi ud fra et aktionsdiagnostisk perspektiv, kan kalde det apopleksi. 

Det giver måske et bedre flow i samtalen, at blande græsk og latin med dansk, kaldet lægedansk, om end det for nogle ansås som kvaksalveri for det oprindelige historiske sprog. I de næste blogposts skelner vi dog ikke hvornår der bruges enten latin, græsk eller lægedansk.

I næste blogposts skal vi se nærmere nogle koncepter som vi mener er forudsætningsgivende for at forstå og beskrive observationer på fagsprog. Næste blogpost beskriver de anatomiske retninger.

Fodnote:

1. Når vi bruger ordet ”klinisk tilstand” om en patient, er dette relateret til hvordan patienten ’ser ud’ eller ’føles’, altså alle de synlige og mærkbare symptomer vi observerer fx forlænget eksspiration, hoste, bleg/kold hud m.fl. ↩︎

Nysgerrig efter mere?

Referencer:

1. Nørgaard JR, Holmboe K. Anatomiens navne. 8. udg. København: Gyldendal; 2005. 244 sider.
2. International Federation of Associations of Anatomists. Federative Committee on Anatomical Terminology (FCAT). Tilgængelig her: https://ifaa.net/committees/anatomical-terminology-fipat/.

Nøgleord: Latin, Græsk, Fagsprog, Kommunikation, Terminologia Anatomica, Monofaglig, Tværfaglig.